Fra flugt til pilgrimsrejse – om længslen efter livets helhed i 1960’ernes rejser
Rejsen ud af Europa i 1960’erne var for mange ikke blot eventyr eller ungdomsoprør, men en dyb bevægelse væk fra en kultur, der var stivnet. Bag længslen lå en træthed ved kontrol, ensretning og tomhed – og en spirende intuition om, at livet måtte være mere end systemer og regler. Mange flygtede, men under flugten opdagede de noget større: at rejsen var en søgen efter helhed. Indien, Latinamerika og Østen blev spejle for den del af mennesket, som Vesten havde glemt: forbindelsen mellem ånd og jord, mellem menneske og natur, mellem handling og bøn. Pilgrimsrejsen begyndte i det øjeblik, de indså, at det, de søgte, ikke fandtes i et fjernt land, men i hjertet selv. I dag kalder denne erfaring stadig. Vi står igen i en verden præget af frygt, magt og forbrug, men længslen efter livets helhed lever. Måske handler det ikke længere om at rejse væk, men om at bringe den levende visdom hjem – til vores egne fællesskaber, vores kirker, vores jord. “Pilgrimsrejsen begynder, når vi holder op med ...