Rejsen ud af Europa i 1960’erne var for mange ikke blot eventyr eller ungdomsoprør, men en dyb bevægelse væk fra en kultur, der var stivnet. Bag længslen lå en træthed ved kontrol, ensretning og tomhed – og en spirende intuition om, at livet måtte være mere end systemer og regler. Mange flygtede, men under flugten opdagede de noget større: at rejsen var en søgen efter helhed.
Indien, Latinamerika og Østen blev spejle for den del af mennesket, som Vesten havde glemt: forbindelsen mellem ånd og jord, mellem menneske og natur, mellem handling og bøn. Pilgrimsrejsen begyndte i det øjeblik, de indså, at det, de søgte, ikke fandtes i et fjernt land, men i hjertet selv.
I dag kalder denne erfaring stadig. Vi står igen i en verden præget af frygt, magt og forbrug, men længslen efter livets helhed lever. Måske handler det ikke længere om at rejse væk, men om at bringe den levende visdom hjem – til vores egne fællesskaber, vores kirker, vores jord.
“Pilgrimsrejsen begynder, når vi holder op med at flygte og begynder at lytte.”
Refleksionsspørgsmål
• Hvad søgte vi – eller jeg – egentlig i 1960’ernes rejser ud i verden?
• Hvad betyder det i dag at være pilgrim snarere end flygtning fra sin egen kultur?
• Hvordan kan vi bringe erfaringerne fra verden hjem til dansk jord som levende visdom?
• Hvordan kan rejsen fortsætte i vores indre liv og i vores måde at møde andre på?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar